Irapuato (danieraz)
Usynligheden er vist noget kendetegnende når vi taler om oversættelse. Såvel når det gælder litteraturoversættelse som de øvrige oversættelsesaktiviteter. Dette er hverken det rette sted eller tidspunkt at diskutere, om det altid burde være sådan; imidlertid er det nok fra ethvert synspunkt vigtigt at have denne udbredte opfattelse i baghovedet, når vi taler om dette såvel ydmyge som diskrete initiativ, EIZIE har taget. For samfundet er i al almindelighed ikke bevidst om alt det, der ligger bag og foregår i dette laboratorium, hvor en forfatter arbejder hånd i hånd med sine oversættere omkring én af sine tekster, og om hvilke gevinster et sådant arbejde bringer. For EIZIE tænker også globalt, men handler lokalt, og et udmærket eksempel på dette er workshoppen «Forfatteren i oversætternes værksted» afholdt i 2008 omkring Xabier Montoias fortælling Irapuato.
JEG har bedt mor om en lillesøster. Hun så lidt overrasket ud, men svarede mig ikke. Jeg lagde mærke til, at hun havde de blanke øjne, jeg godt kender. Sådan så de også ud, den gang de slog Haritz og Oihanes far ihjel. Hun gik tilbage til vinduet. Så blev jeg bekymret.
“Du skal ikke græde, mor”.
“Nej, lille skat. Tag det roligt. Jeg skal nok lade være idag. Jeg ville hellere end gerne give dig en lillesøster. Det har far og jeg tit snakket om. Men så længe, de onde mænd er her omkring, kan vi ikke gøre noget som helst.
Jeg var også lige ved at begynde at græde. De onde mænd. De vil altid være efter os. Det var på grund af dem, vi kom hertil. Det er på grund af dem, vi bliver nødt til at tage væk herfra.
Der er ikke nogen onde mænd på den anden side af havet, havde de lovet mig i lufthavnen. Jeg var næsten faldet i søvn, men jeg kan udmærket huske det.
Den aften puttede mor mig ikke i seng efter aftensmaden. Hun klædte mig på til at gå ud. Hun gav mig en rød hue på hovedet og bandt mig et halstørklæde om halsen. Far fyldte stuen med kufferter og rejsetasker.
“Der er han”, sagde han så på et tidspunkt henne fra vinduet.
Han tog mig på armen og den kæmpestore kuffert i den anden hånd.
“Lad lyset være tændt”, sagde han til mor.
Det regnede. En af fars venner, som jeg ikke kendte, kom hen og hjalp os med at få kufferterne hen til bilen.
“Fryser du?”, spurgte mor mig.
“Nej”.
